Se billeder fra turen

» Valgkreds 8 udflugt til Bornholm 2011

Valgkreds 8’s tur til Bornholm september 2011.

Med start fra hhv. Højmølle Kro og Tappernøje gik busturen mod Øresunds Broen og over Sverige til Ystad, hvor ”Leonora Christina” ventede på os.
Denne katamaranfærge, som er 113 m lang og 26 m bred kan fragte 1400 passagerer og 356 biler pr. overfart. 

Det var rigeligt blæsende, syntes en del af os, men vi kom frem til Rønne – lidt forsinkede, da vi havde maskinskade undervejs, idet en af de 4 dieselmotorer var gået i stykker. 

Dorte og Brian Kofod fra Bornholms Malerlaug tog imod på Radisson Blu Hotel, og vi glemte både blæst og forsinkelse, da vi var installerede og så udsigten fra værelserne.
Herligt med vandudsigt så langt, vi kunne se.
 

Næste punkt var foredrag om Bornholms historie de sidste ca. 1400 år – jo vi kom langt omkring ved hjælp af foredragsholderen/standupperen/naturvejleder og naturguide Søren Sillehoveds vittige indlæg  (og jo sådan hedder han, og sådan staves det).
 

Herefter nåede en del af os en lille gåtur i den smukke egn eller fik en lille lur.

Klokken 19 ankom medlemmerne fra Bornholms Malerlaug og spændte på aftenens menu, satte vi os til bords. OG VI BLEV IKKE SKUFFEDE over den meget velsmagende og fint sammensatte 3 retters menu med dejlige vine, som vi under hyggelige samtaler indtog i den hvide sal.

Det blev sent for nogens vedkommende. Dog havde flere af medlemmerne fra valgkreds 8 alligevel  foreslået formand Brian, at de ville møde op om morgenen og hjælpe ham med at tapetsere en ”hastesag” – det viste sig senere, at man havde taget fejl af tidspunktet, så Brian måtte klare det selv!!! (Personligt tror jeg, at han var lettet over den manglende tilslutning).   
 

Fin morgenbuffet om lørdagen, og derefter en meget informativ og dejlig tur rundt på Bornholm. Vi opdagede, hvorfor den kaldes ”solskinsøen.
Vi havde guide, Hans, med fra hotellet. Han viste sig at være meget vidende og underholdende, og fortalte os Bornholms tidligere og også nuværende historie undervejs.

Vi gjorde holdt ved Hammershus slotsruin. Her hørte vi bl.a. på dramatisk vis om Chr. 4.s datter, Leonora Christina Ulfeldt, som i 1660 var fængslet på Hammershus sammen med sin forræderidømte mand, Corfitz Ulfeldt.  

Herfra fortsatte turen mod Nordbornholms Røgeri i Allinge. De havde her en meget lækker fiskebuffet klar til os - den kan absolut anbefales.

Så var det tid til Østerlars Kirke, som er en af 4 rundkirker på øen. Fra kirkens loft, hvis tag er lavet af træspån, er der udsyn til en stor del af Bornholm, og da vejret var helt klart, var det en ekstra oplevelse.

Herefter kørte vi over Sandvig til Gudhjem, og nød sol og udsigt hele vejen.

I Melsted besøgte vi Baltic Sea Glas, hvis smukke, unikke glaskunst, der var udstillet i et tidligere gammelt hønseri, imponerede os alle.
Der var sket betydelig modernisering undervejs, således at stedet nu fremstod lyst og indbydende.
 

Derefter tog vi til Svaneke, som er en smuk by med velholdte små huse og spændende butikker med bl.a. brugskunst .
De fleste nåede vist også at besøge Bryggeriet, som er et af Danmarks første mikrobryggerier (fra år 2000) bl.a. kendt for, at alle dets øltyper er ufiltrerede og upasteuriserede. 
 

Vi kørte tilbage til hotellet, som havde sørget for sandwich til hjemturen.
Denne gang foregik overfarten planmæssigt, og vi nåede alle hjem efter en fin tur, som gjorde os en god oplevelse rigere. 
 

En fin og fornøjelig tur med god og hyggelig stemning, hvor planlægningen på bedste vis gav alle os deltagere mulighed for spændende oplevelser og rart samvær.
 

Tak for en dejlig tur

Inge Frederiksen

  

 



Område 8