» Nyheder

Nyhed



Svært at skaffe malerelever nok

08-02-2017

Der er for få kvalificerede elever, mener mange malermestre, der oveni har udsigt til at få bøder for ikke at tage elever nok.


For mange af Danske Malermestres medlemmer kan det være en frustrerende oplevelse at have elever, som ikke er klædt godt nok på til at tage en faglig uddannelse.


Danske Malermestres konjunkturundersøgelse for 1. halvår 2017 viser, at selvom malermestrene gerne vil have elever – omkring hver femte forventer endda at tage flere elever i år – så mener over halvdelen af deltagerne i undersøgelsen, at det er svært at finde egnede elever.


- Og hvis man synes, det er svært nu, så vil man fremadrettet opleve, at det bliver endnu vanskeligere at finde kvalificerede elever. For med trepartsaftalen er malerfaget på vej til at få elever, som slet ikke har prøvet faget og ikke ved, om det reelt er noget for dem, siger Niels Håkonsen, chef for Danske Malermestres uddannelsespolitiske afdeling.


Trepartsaftalen har til mål at skaffe op mod 10.000 flere praktikaftaler de kommende år, men den kan desværre ramme malervirksomhederne på to måder: Dels på muligheden for at få kvalificerede elever, og dels med bøder på op til 27.000 kr. pr. manglende elev i forhold til antallet af ansatte svende i virksomhederne.


- Det er paradoksalt, at man på den ene side gør det vanskeligt for virksomhederne at skaffe de kvalificerede elever, og samtidigt straffer man dem for ikke have et tilstrækkeligt antal elever, siger Niels Håkonsen.


Det første problem skyldes, at malerfaget risikerer at blive dimensioneret til et 0-kvotefag, som betyder, at skolerne ikke kan optage elever på grundforløb 2, hvis de ikke har en læreplads.


- Det er virkelig ærgerligt, og man skyder reformen af erhvervsuddannelserne i sænk, inden den når at få fuld effekt. Med reformen fra august 2015 kom der optagelseskrav, og malerfaget fik forlænget grundforløbet med ti uger, og det skulle jo gerne give dygtigere elever, som er bedre rustet til deres praktikforløb. Så det er ganske alvorligt, at man vil indføre 0-kvotefag, siger Niels Håkonsen.


Udsigten til at få en bøde oveni påvirker også malermestrene, viser konjunkturundersøgelsen. I kommentarerne til undersøgelsen understreger mange mestre, at de meget gerne vil tage elever, men at de oplever elever, der sygemelder sig, der ikke er engagerede, samt ikke har valgt faget med hjertet. ”Hvis det bliver en realitet med bøder for ikke at have lærlinge, så lukker jeg mit firma og finder et andet levebrød”, lyder det blandt andet fra en malermester.


- Man risikerer jo at få den fuldstændig modsatte effekt end at skaffe flere lærepladser. Det kan ikke være en trepartsaftales mål at gøre det vanskeligt for udvalgte fag at skaffe de kvalificerede unge. Det må være opgaven at klæde de unge på til at kunne vælge deres fremtidige erhverv og være i stand til at gennemføre deres uddannelse, fastslår Niels Håkonsen.

 

>> Se hele konjunkturundersøgelsen på Danske Malermestres hjemmeside.

 

For yderligere kommentarer kontakt afdelingschef Niels Håkonsen i Danske Malermestre på 3263 0370.

 

Arkivfoto: Brian Rasmussen

 

Nyheder