» Nyheder

Nyhed



Fortsat positiv udvikling i malerfaget

15-07-2016

Malerfaget har i 1. halvår 2016 oplevet en markant fremgang i både omsætning og beskæftigelse, og de forventninger, der var i starten af året, er blevet mere end indfriet. Det viser den netop offentliggjorte konjunkturundersøgelse fra Danske Malermestre.

 

Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra 275 virksomheder med i alt 2.737 beskæftigede svarende til ca. 35% af det samlede malerfag i Danmark.

 

Trods manglende vækst i Danmark oplever byggeriet i øjeblikket en ganske pæn fremgang, og malerfaget er ikke gået ram forbi. Beskæftigelsen er således steget knap 6% i årets første kvartal sammenlignet med samme periode sidste år. Og netto 43% af de virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen, har i første halvår 2016 haft fremgang i omsætningen.  

 

Eneste malurt i bægeret er, at begrænsningen af boligjobordningen til det udvendige malerarbejde har sat den ellers positive udvikling hos private husstande helt i stå. Det er ærgerligt, da ordningen effektivt satte en stopper for efterspørgslen efter sort arbejde.

 

>> Læs hele analysen her.

 

Kontakt: Ole Draborg, direktør, 40851141

 

 

 

Nyheder